Verarcas CO2-ordbog

HKEI (Hong Kong Electric Investments) er et strømselskab med base i Hongkong, der genererer elektricitet fra kul og gas. Selskabet rapporterer den kulstofdioxidemissionseffekt for den elektricitet, det genererer og leverer til kunder, hvilket beregnes på basis af emissionerne fra dets kraftværker.

Antal: 3 emissionsfaktorer for Hong Kong.

En hybridbil er en type bil, der kombinerer to forskellige drivsystemer for at opnå bedre brændstofeffektivitet og mindske emissioner. De to hovedkomponenter i en hybridbil er en konventionel forbrændingsmotor, der typisk kører på benzin eller diesel, og en elektrisk motor, der får strøm fra et batteri. Disse komponenter arbejder sammen for at forbedre bilens samlede ydeevne og reducere brændstofforbruget.

Der er to hovedtyper af hybridbiler:

1. Selvladende hybridbiler: Disse biler bruger en kombination af forbrændingsmotoren og den elektriske motorkraft til at køre, og de oplader batteriet ved hjælp af energi, der genereres under kørslen og ved opbremsning. Føreren behøver normalt ikke at tænke på at oplade batteriet eksternt, da dette sker automatisk under kørslen.

2. Stikhybridbiler: Stikhybridbiler har en større elektrisk rækkevidde, og deres batterier oplades normalt ved at tilslutte dem til en ekstern strømkilde, såsom en stikkontakt eller en ladestation. De kan normalt også bruge forbrændingsmotoren, hvis batteriet løber tør.

Fordelene ved hybridbiler inkluderer:

– Bedre brændstofeffektivitet: Ved at udnytte den elektriske motor til at støtte den forbrændingsmotor, der bruger mindre brændstof, kan hybridbiler normalt opnå bedre brændstoføkonomi og lavere emissioner sammenlignet med konventionelle biler.

– Reducerede emissioner: Hybridbiler producerer ofte færre drivhusgasemissioner og forurenende stoffer, hvilket bidrager til miljømæssig bæredygtighed og renere luft.

– Støjreduktion: Elektriske motorer er normalt stille, hvilket kan reducere støjforurening i bymiljøer.

– Regenerativ opbremsning: Hybridbiler kan udnytte regenerativ opbremsning, hvor bremseenergi omdannes til elektricitet og lagres i batteriet.

Hybridteknologi udvikler sig stadig, og der er forskellige hybridmodeller tilgængelige på markedet, herunder hybrid-SUV’er, hybrid-limousiner og hybrid-mpv’er. Nogle bilproducenter har også introduceret plug-in-hybridbiler og fuldt elektriske biler som en del af deres bredere udvalg af miljøvenlige køretøjer. Hybridbiler er en vigtig del af indsatsen for at reducere transportens miljøpåvirkning og forbedre brændstofeffektiviteten i transportsektoren.

Bruger en kombination af leverandørspecifikke aktivitetsdata (hvis tilgængeligt) og sekundær data til at udfylde hullerne. Denne metode involverer:
– at indsamle allokerede data for udledninger i scope 1 og scope 2 direkte fra leverandører;
– at beregne opstrømsudledninger fra varer og tjenester baseret på leverandørers aktivitetsdata om mængden af materialer, brændstof, elektricitet, afstand transporteret og affald genereret fra produktionen af varer og tjenester og anvende passende emissionsfaktorer; og
– at bruge sekundær data til at beregne opstrømsudledninger, hvor leverandørspecifikke data ikke er tilgængelige.

IASB, eller International Accounting Standards Board, er en uafhængig organisation, der er ansvarlig for udvikling og vedligeholdelse af internationale regnskabsstandarder, kendt som International Financial Reporting Standards (IFRS). IFRS er en sæt regnskabsstandarder, der bruges til at regulere og standardisere finansiel rapportering for selskaber og organisationer over hele verden, især i de fleste europæiske lande og mange andre nationer.

Hovedopgaverne for IASB inkluderer:

1. Udvikling af IFRS: IASB udvikler og opdaterer IFRS, der fastlægger regler og retningslinjer for, hvordan finansielle oplysninger skal præsenteres og rapporteres i regnskaber. Dette arbejde hjælper med at sikre sammenlignelighed og konsistens i finansiel rapportering på tværs af forskellige organisationer og lande.

2. Overvågning og vedligeholdelse: IASB overvåger og vedligeholder eksisterende IFRS-standards og reviderer dem efter behov for at afspejle ændringer i forretningsmiljøet og regnskabspraksis.

3. Fremme global harmonisering: IASB spiller en central rolle i at fremme global harmonisering af regnskabsstandarder ved at samarbejde med nationale regnskabsorganer og regulative myndigheder over hele verden.

4. Samarbejde: IASB samarbejder med andre organisationer som Financial Accounting Standards Board (FASB) i USA for at minimere forskelle mellem IFRS og US Generally Accepted Accounting Principles (GAAP), hvilket letter sammenlignelighed mellem finansiel rapportering i forskellige dele af verden.

Den internationale vedtagelse af IFRS hjælper med at lette handel, investeringer og økonomisk sammenhængskraft på tværs af grænserne, da det giver investorer, kreditorer og andre interessenter en mere ensartet og gennemsigtig måde at evaluere og sammenligne finansiel information fra forskellige selskaber og regioner. IASB’s arbejde er derfor afgørende for at fremme økonomisk stabilitet og troværdighed i det globale forretningsmiljø.

IFRS, eller International Financial Reporting Standards, er en sæt regnskabsstandarder udviklet og vedligeholdt af IASB (International Accounting Standards Board). Formålet med IFRS er at standardisere regnskabspraksis og regnskabsstandarder på tværs af lande og organisationer. Dette hjælper med at sikre, at finansiel rapportering er konsistent og sammenlignelig på verdensplan, hvilket er særligt vigtigt i en global økonomi.

De primære funktioner og aktiviteter i forbindelse med IFRS inkluderer:

1. Udvikling af regnskabsstandarder: IASB udvikler og opdaterer IFRS-standards for at fastlægge retningslinjer for, hvordan finansielle rapporter skal udarbejdes og præsenteres. Dette omfatter retningslinjer for indtægtsføring, immaterielle aktiver, leasing, forsikring og mange andre regnskabsmæssige emner.

2. Vedligeholdelse af IFRS: IASB overvåger og vedligeholder eksisterende IFRS-standards og reviderer dem efter behov for at sikre, at de afspejler ændringer i forretningsmiljøet og regnskabspraksis.

3. Promovering af global harmonisering: IASB arbejder på at fremme global harmonisering af regnskabsstandarder ved at samarbejde med nationale regnskabsorganer og regulative myndigheder over hele verden.

4. Forbedre gennemsigtighed og sammenlignelighed: IFRS har til formål at øge gennemsigtighed og sammenlignelighed i finansiel rapportering, hvilket gør det lettere for investorer, kreditorer og andre interessenter at evaluere og sammenligne finansiel information fra forskellige selskaber og regioner.

IFRS er blevet vedtaget af mange lande og organisationer over hele verden som en vejledning til regnskabsstandarder. Det er særlig udbredt i Europa, hvor de fleste europæiske lande har vedtaget IFRS som de primære regnskabsstandarder for børsnoterede selskaber. Ved at vedtage IFRS kan en organisation lette internationale investeringer og handel og fremme økonomisk sammenhængskraft. Derfor spiller IFRS en væsentlig rolle i den globale økonomi og finansverden.

Infrarød stråling, også kendt som varmestråling eller IR-stråling, er en form for elektromagnetisk stråling med længere bølgelængder end synligt lys, men kortere end mikrobølger. Infrarød stråling er usynlig for det menneskelige øje, men det mærkes som varme. Den udstråles af alle objekter med en temperatur over det absolutte nulpunkt (minus 273,15 grader Celsius eller 0 Kelvin).

Infrarød stråling er opdelt i flere forskellige bånd afhængigt af bølgelængde:

1. Nær infrarød (NIR): Dette område har længere bølgelængder og er tættere på det synlige lysområde. NIR bruges i forskellige applikationer, herunder fjernanalyse og medicinsk billedbehandling.

2. Melleminfrarød (MIR): MIR området dækker en bredere bølgelængde og bruges i forskellige industrier som kvalitetskontrol og materialerskanning.

3. Fjerninfrarød (FIR): Dette område har de længste bølgelængder inden for IR-spektret og bruges ofte til termografi og varmekameraer.

Infrarød stråling er afgørende i flere sammenhænge:

– Termografi: Infrarød stråling bruges i termografiske kameraer til at måle temperaturforskelle i genstande og omgivelser. Dette er nyttigt i mange applikationer, herunder bygningsteknik, elektrisk inspektion og medicin.

– Fjernsensning: Fjernsensningsinstrumenter bruger infrarød stråling til at observere og måle egenskaber ved jordens overflade, atmosfære og oceaner. Dette er vigtigt for klimaforskning, landbrug og miljøovervågning.

– Kommunikation: Infrarød stråling bruges i fjernbetjeninger, trådløse enheder og overførsel af data mellem enheder, da det er usynligt for det menneskelige øje og effektivt til kortdistancekommunikation.

– Medicinsk billedbehandling: I medicinsk diagnostik bruges infrarød stråling til at skabe billeder af kroppens indre strukturer, som for eksempel ved brug af infrarød mammografi.

Infrarød stråling er en værdifuld del af elektromagnetisk spektrum og har en bred vifte af anvendelser inden for videnskab, teknologi og industriel praksis.

FN’s Klimapanel (IPCC) er en FN-organisation, der vurderer den videnskabelige evidens vedrørende klimaforandringer og giver rådgivning til regeringer og beslutningstagere om klimarelaterede spørgsmål. IPCC giver en række emissionsfaktorer i deres rapporter, herunder emissionsfaktorer relateret til energi, industrielle processer, landbrug samt aktiviteter inden for arealanvendelse og affaldshåndtering.

Antal: 30 globale emissionsfaktorer.

ISSB, eller International Sustainability Standards Board, er en organisation, der arbejder med at udvikle og fremme internationale standarder for bæredygtighedsrapportering. ISSB blev grundlagt i 2021 og opererer som en uafhængig enhed under International Financial Reporting Standards (IFRS) Foundation, som også huser IASB (International Accounting Standards Board).

ISSB’s primære formål og funktioner inkluderer:

1. Udvikling af internationale bæredygtighedsstandarder: ISSB arbejder på at udvikle en omfattende og globalt accepteret sæt standarder for bæredygtighedsrapportering. Disse standarder skal hjælpe virksomheder og organisationer med at rapportere deres bæredygtighedspræstationer på en ensartet og sammenlignelig måde.

2. Samarbejde med andre organisationer: ISSB samarbejder med eksisterende bæredygtighedsinitiativer og organisationer for at undgå unødig overlapning og fremme konsistens og harmonisering i bæredygtighedsrapportering.

3. Inkludering af interessenternes synspunkter: ISSB arbejder på at inddrage interessenternes synspunkter, herunder virksomheder, investorer, regeringer og civilsamfundsorganisationer, i udviklingen af bæredygtighedsstandarder for at sikre, at de imødekommer relevante behov og forventninger.

4. Fremme global harmonisering: Som med IFRS for regnskabsstandarder søger ISSB at fremme global harmonisering af bæredygtighedsrapportering. Dette hjælper med at gøre det lettere for investorer og interessenter at evaluere og sammenligne bæredygtighedsoplysninger på tværs af grænser og industrier.

Bæredygtighedsrapportering er blevet stadig vigtigere for virksomheder og organisationer, da investorer og interessenter søger mere information om deres miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige præstationer. ISSB’s arbejde spiller en væsentlig rolle i at fremme gennemsigtighed og sammenlignelighed i bæredygtighedsrapportering og kan hjælpe med at fremme ansvarlighed og bæredygtighed i erhvervslivet og samfundet som helhed.

Jordbundskulstof, også kendt som organisk kulstof i jord, refererer til kulstofforbindelser, der findes i jordens øverste lag, kaldet jordbunden. Dette kulstof er en afgørende komponent i jordens økosystem og spiller en afgørende rolle i jordens sundhed og bæredygtighed.

Jordbundskulstof består primært af organiske materialer, såsom døde planterester, mikroorganismer og humus (stabilt organisk materiale i jorden). Kulstof i jorden kommer fra nedbrydningen af organiske materialer, hvor mikroorganismer nedbryder døde planter, rødder og andre organiske stoffer. Når disse materialer nedbrydes, frigives kulstofforbindelser i jorden.

Jordbundskulstof har flere vigtige funktioner:

1. Næringsstoflager: Jordbundskulstof indeholder næringsstoffer, der er afgørende for plantevækst, såsom kvælstof og fosfor. Det fungerer som et lager af næringsstoffer, der er tilgængelige for planter, når det nedbrydes og frigives i jorden.

2. Vandretention: Jordbundskulstof hjælper med at forbedre jordens struktur og vandretentionsevne. Det øger jordens evne til at holde på vand, hvilket er vigtigt for planter og jordens biodiversitet.

3. Kulstofbinding: Jordbundskulstof spiller en central rolle i kulstofkredsløbet. Det binder kulstof i jorden og forhindrer, at det frigives som kuldioxid (CO2) i atmosfæren. Dette er afgørende for at reducere klimaændringer, da det bidrager til at bremse stigningen i atmosfærisk CO2.

4. Frigivelse af næringsstoffer: Jordbundskulstof fungerer som et lager af næringsstoffer, der kan frigives til planter og mikroorganismer, når det nedbrydes. Dette støtter jordens frugtbarhed.

Bevarelsen af jordbundskulstof er afgørende for jordens bæredygtighed og bekæmpelse af klimaændringer. Jordbrugsmetoder, der øger mængden af jordbundskulstof, såsom anvendelse af kompost og agroøkologiske tilgange, kan forbedre jordens sundhed og hjælpe med at reducere kuldioxidudledningen ved at binde kulstof i jorden. Jordbundskulstof er derfor et vigtigt element i diskussionen om bæredygtig jordbrug og klimaaktivisme.

“kg CO2e” står for “kilogram kuldioxidækvivalenter.” Dette er en måleenhed, der bruges til at kvantificere de samlede drivhusgasemissioner fra forskellige kilder og udtrykke dem som den samlede mængde kuldioxid (CO2) ækvivalenter, der udledes. Det bruges til at vurdere og sammenligne virkningen af forskellige drivhusgasser på klimaændringer.

Da forskellige drivhusgasser har forskellige styrker med hensyn til at fange varme i atmosfæren og forårsage global opvarmning, bruger man CO2-ækvivalenter som en måde at standardisere og sammenligne disse forskellige gasser på. For eksempel har methan (CH4) en meget kraftigere drivhuseffekt end kuldioxid (CO2), så en given mængde methan vil have en højere CO2-ækvivalentværdi.

Når man beregner CO2-ækvivalenter, tager man hensyn til de kortvarige og langvarige virkninger af forskellige drivhusgasser samt deres levetider i atmosfæren. Dette resulterer i en samlet værdi, der udtrykker den potentielle globale opvarmningseffekt af de samlede emissioner i forhold til CO2.

For eksempel, hvis en given aktivitet eller proces udleder en vis mængde CO2 og methan, vil man beregne den samlede mængde CO2e for at tage højde for begge gassers bidrag til drivhuseffekten. Dette hjælper med at kvantificere og sammenligne de samlede klimapåvirkninger af forskellige emissioner og er nyttig i bestræbelserne på at reducere drivhusgasemissioner og bekæmpe klimaændringer.

Klima refererer til de langsigtede mønstre og gennemsnitlige vejrforhold i en given region eller på hele Jorden. Det omfatter typisk temperatur, luftfugtighed, nedbør, vind og andre meteorologiske faktorer, og det beskriver, hvordan vejret i en bestemt region varierer over årtier, århundreder eller endda tusinder af år. Klimaet er en afgørende faktor for et områdes natur, økosystemer og menneskelig aktivitet.

Klimaet på Jorden varierer betydeligt fra sted til sted på grund af forskelle i breddegrad, højde, nærhed til havet og andre geografiske faktorer. Derfor findes der forskellige klimatyper, såsom tropisk, subtropisk, tempereret, polar og ørkener, hver med sine egne karakteristiske vejr- og temperaturmønstre.

For at beskrive klimaet i en given region bruger forskere normalt klimadata og statistik, herunder gennemsnitlige temperaturer, nedbørsmængder og sæsonvariationer over en længere periode. Klimaændringer refererer til langsigtede ændringer i klimaet, ofte som følge af påvirkninger som menneskeskabte drivhusgasemissioner og naturlige klimacykler. Klimaændringer har stor indflydelse på planetens økosystemer, biodiversitet, vandressourcer og menneskelige samfund og er et afgørende emne inden for klimaforskning og politik.

Klimaaftryk, også kendt som CO2-aftryk, refererer til den samlede mængde drivhusgasemissioner, der er forbundet med en bestemt aktivitet, produkt, tjeneste eller enkeltperson. Det måler den påvirkning, som denne aktivitet eller produkt har på klimaet i form af udledning af drivhusgasser, primært kuldioxid (CO2), men også metan (CH4) og lattergas (N2O), blandt andre.

Klimaaftryk kan variere afhængigt af, hvad der måles, f.eks.:

1. Individuel klimaaftryk: Dette måler de samlede drivhusgasemissioner, som enkeltpersoner genererer gennem deres livsstil, herunder transport, energiforbrug, kost, og andre aktiviteter.

2. Produkt- eller tjenesteaftryk: Dette vurderer de klimapåvirkninger, der er forbundet med produktionen, distributionen, brugen og bortskaffelsen af et bestemt produkt eller en tjeneste. For eksempel kan det omfatte klimaaftrykket af en bil, en smartphone eller en flyrejse.

3. Forretningsaftryk: Dette måler de samlede klimapåvirkninger af en virksomheds drift, herunder produktion, energiforbrug, transport og leverandørkæden.

Klimaaftryk bruges til at kvantificere og vurdere den miljømæssige konsekvens af menneskelige aktiviteter og produkter. Det er nyttigt i bestræbelserne på at forstå, reducere og regulere drivhusgasemissioner med henblik på at bekæmpe klimaændringer og reducere den menneskeskabte påvirkning på miljøet. Organisationer og enkeltpersoner bruger disse målinger til at træffe mere bæredygtige beslutninger, reducere deres klimapåvirkning og arbejde mod en mere klimavenlig fremtid.

Klimakompensation, også kendt som kulstofkompensation eller CO2-kompensation, refererer til praksisen med at reducere eller udligne de drivhusgasemissioner, der er genereret af en bestemt aktivitet, organisation eller enkeltperson, ved at finansiere projekter eller initiativer, der reducerer eller fjerner tilsvarende mængder drivhusgasser fra atmosfæren. Formålet med klimakompensation er at opnå en balance mellem de udledninger, der genereres, og de reducerede eller fjernede emissioner et andet sted, således at den samlede påvirkning på klimaet reduceres.

Klimakompensation involverer normalt følgende trin:

1. Måling af udledninger: Først måles og kvantificeres de samlede drivhusgasemissioner, der genereres af en bestemt aktivitet, organisation eller enkeltperson. Dette kan omfatte emissioner fra transport, energiforbrug, produktion, og andre kilder.

2. Reduktion af egne emissioner: Den første prioritet bør altid være at reducere ens egne emissioner så meget som muligt gennem energieffektivitet, vedvarende energikilder og andre bæredygtige praksis.

3. Kompensation: Hvis det ikke er muligt at eliminere alle emissioner, kan man kompensere for dem ved at investere i projekter, der reducerer eller fjerner drivhusgasser fra atmosfæren. Disse projekter kan omfatte skovrejsning, vedvarende energiprojekter som vind- og solenergi, metanopsamling fra affaldsdeponier eller landbrugspraksis som kulstofbinding i jorden.

Klimakompensationsprojekter kan finde sted lokalt eller globalt og kan variere i omfang og type. Det afgørende er, at de reducerer den samlede mængde drivhusgasser i atmosfæren i en mængde, der svarer til de udledninger, der ønskes at kompenseres for.

Det er vigtigt at bemærke, at klimakompensation ikke bør betragtes som en erstatning for at reducere ens egne emissioner. Det bør ses som en midlertidig løsning eller et supplement til at opnå klimamål, indtil teknologiske og strukturelle ændringer kan reducere emissionerne i videre omfang. Klimakompensation spiller dog en rolle i overgangen til en mere bæredygtig fremtid ved at reducere den samlede påvirkning på klimaet og støtte projekter, der fremmer bæredygtighed og miljøbevarelse.

Systemer, der regulerer og reducerer CO2-emissioner ved at tildele kvoter til bestemte mængder CO2-udledning.

En klimamodel, også kendt som en klima-simuleringsmodel eller klimaforudsigelsesmodel, er en kompleks matematisk repræsentation af jordens klimasystem. Disse modeller bruges til at simulere og forudsige klimaets adfærd over tid og undersøge, hvordan det reagerer på ændringer i atmosfærens sammensætning, solindstråling, havstrømme, og andre faktorer.

Klimamodeller er afgørende værktøjer i klimaforskning og anvendes til flere formål, herunder:

1. Klimaforudsigelse: Klimamodeller kan bruges til at forudsige fremtidige klimaændringer baseret på forskellige scenarier for drivhusgasemissioner og andre faktorer. Dette hjælper med at vurdere, hvordan klimaet kan ændre sig i fremtiden og forberede sig på de potentielle konsekvenser.

2. Forståelse af klimasystemet: Modeller hjælper forskere med at forstå kompleksiteten i jordens klimasystem ved at beskrive de fysiske, kemiske og biologiske processer, der påvirker klimaet.

3. Klimaanalyse: Ved at analysere historiske klimadata kan klimamodeller bruges til at forstå tidligere klimaændringer og trække konklusioner om deres årsager og virkninger.

4. Politik og beslutningstagning: Klimamodeller spiller en vigtig rolle i udviklingen af klimapolitik og beslutningstagning. De hjælper med at kvantificere konsekvenserne af forskellige foranstaltninger og politikker og kan hjælpe med at informere beslutningstagning om, hvordan man bedst håndterer klimaændringerne.

Klimamodeller er baseret på matematiske ligninger, der beskriver de grundlæggende fysiske og kemiske processer, der styrer klimaet, såsom energibalance, atmosfærens cirkulation, havstrømme, skydannelse, drivhuseffekten og meget mere. Modellerne er normalt opdelt i forskellige komponenter, herunder atmosfæren, havet, iskappen og landoverfladen, og disse komponenter interagerer for at simulere det samlede klimasystem.

Det er vigtigt at bemærke, at klimamodeller er komplekse og forenklinger af det virkelige klimasystem, så de indebærer visse usikkerheder. Forskere arbejder konstant på at forbedre modellerne ved at validere dem med observationer og integrere den nyeste forskning for at opnå mere nøjagtige og præcise klimaforudsigelser. Klimamodeller er afgørende for at forstå og håndtere klimaændringer og tilpasse sig den fremtidige klimaændring.

Et klimaregnskab, også kendt som en klimarapport, er en rapport eller en dokumentation, der indeholder oplysninger om en organisations eller enheds drivhusgasemissioner og klimapåvirkning. Formålet med et klimaregnskab er at kvantificere og præsentere oplysninger om organisationens bidrag til klimaændringer samt dens indsats for at reducere disse emissioner og fremme bæredygtighed.

Klimaregnskaber indeholder normalt følgende elementer:

1. Drivhusgasemissioner: En opgørelse af de samlede drivhusgasemissioner, som organisationen genererer. Dette kan omfatte emissioner fra energiforbrug, transport, produktion og andre aktiviteter.

2. Klimapåvirkning og risikovurdering: En analyse af, hvordan organisationens aktiviteter og emissioner påvirker klimaet samt en vurdering af de klimarelaterede risici og muligheder.

3. Mål og initiativer: En beskrivelse af organisationens mål for emissionerne og dens strategier eller initiativer for at reducere drivhusgasemissionerne og fremme bæredygtighed.

4. Resultater og fremskridt: Rapportering om organisationens fremskridt i forhold til målene og de skridt, der er taget for at reducere emissionerne og forbedre bæredygtigheden.

5. Data og metoder: En beskrivelse af de datakilder og metoder, der anvendes til at indsamle og analysere oplysningerne i regnskabet.

Klimaregnskaber er ofte udarbejdet i overensstemmelse med internationale standarder som GHG-protokollen (Greenhouse Gas Protocol) eller ISO 14064, som giver retningslinjer for måling og rapportering af drivhusgasemissioner. Disse regnskaber bruges af organisationer, regeringer og andre interessenter til at forstå deres klimapåvirkning, følge op på målsætninger, forbedre bæredygtighed og rapportere gennemsigtigt om deres klimaindsats.

Klimaregnskaber er en vigtig del af den bredere indsats for at håndtere klimaændringer, da de hjælper med at skabe bevidsthed om emissioner og klimarelaterede risici samt fremme ansvarlig handling og rapportering.

Klimapåvirkning refererer til de ændringer, der sker i klimaet som følge af menneskelige aktiviteter, primært udledningen af drivhusgasser i atmosfæren. Disse ændringer inkluderer stigninger i den gennemsnitlige globale temperatur, hyppigheden og intensiteten af ekstreme vejrbegivenheder og de bredere konsekvenser for miljøet og menneskers levevilkår.

Nøglepunkter om klimapåvirkning inkluderer:

1. Global opvarmning: En stigning i den gennemsnitlige globale temperatur er en central konsekvens af klimapåvirkning. Dette fører til smeltende is, højere havniveauer og ændringer i klimamønstre.

2. Ekstreme vejrforhold: Klimapåvirkning kan føre til hyppigere og mere intense ekstreme vejrbegivenheder, såsom hedebølger, oversvømmelser, tørke, orkaner og voldsommere storme. Disse begivenheder kan have katastrofale konsekvenser for mennesker, miljøet og økonomien.

3. Havstigning: Stigninger i temperaturen fører til smeltning af gletsjere og iskapper samt udvidelse af havvand, hvilket resulterer i stigende havniveauer. Dette udgør en trussel mod kystsamfund og økosystemer.

4. Biodiversitet og økosystemer: Klimapåvirkning har indvirkning på planter og dyreliv ved at ændre levesteder og udfordre deres overlevelse. Det kan føre til arters uddøen og påvirke økosystemers funktion og tjenester.

5. Fødevareproduktion og vandressourcer: Klimapåvirkning påvirker landbrug og vandforsyning ved at ændre nedbørmønstre og skabe uforudsigelighed i vejrforholdene. Dette kan have konsekvenser for fødevareproduktion og tilgængeligheden af rent vand.

6. Sundhed: Ændringer i klimaet kan påvirke folkesundheden ved at øge forekomsten af sygdomme, især dem der er overført af insekter og vandbårne patogener.

Klimapåvirkning er primært drevet af udledningen af drivhusgasser som kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O) fra menneskelige aktiviteter, herunder forbrænding af fossile brændstoffer, skovrydning og industrielle processer. For at begrænse de negative konsekvenser af klimapåvirkning er der brug for globale bestræbelser på at reducere drivhusgasemissionerne, tilpasse sig de ændrede klimabetingelser og arbejde mod en mere bæredygtig fremtid. Dette er kernen i klimaindsatsen og internationale klimaaftaler som Parisaftalen.

Klimatologi er den videnskabelige disciplin, der beskæftiger sig med studiet af klimaet, herunder dets langsigtede mønstre, variationer og tendenser. Klimatologer analyserer og undersøger klimaets adfærd på jorden ved at undersøge meteorologiske data over lange tidsperioder for at forstå klimaets dynamik og hvordan det ændrer sig over tid.

Nøgleaspekter ved klimatologi inkluderer:

1. Klimabeskrivelse: Klimatologer beskriver og klassificerer klimaer baseret på parametre som temperatur, nedbør, vind, fugtighed og sollys. Dette fører til klimaklassifikationssystemer, der hjælper med at karakterisere forskellige regioners klimaer.

2. Dataindsamling og analyse: Klimatologer indsamler og analyserer meteorologiske data fra langsigtede observationer og satellitbilleder for at opbygge tidsserier og identificere klimatiske mønstre og tendenser.

3. Klimaændringer: Studier inden for klimatologi fokuserer på at forstå klimaændringer, herunder de årsager og konsekvenser, der er forbundet med stigninger i den gennemsnitlige globale temperatur som følge af drivhusgasemissioner.

4. Klimamodellering: Klimatologer bruger matematiske modeller til at simulere og forudsige klimaets adfærd under forskellige scenarier og fremtidige udviklinger. Disse modeller er vigtige for at lave klimaforudsigelser og vurdere konsekvenserne af klimaændringer.

5. Ressourceforvaltning og tilpasning: Klimatologi spiller en væsentlig rolle i forvaltning af naturressourcer og i at hjælpe samfund med at tilpasse sig klimaændringer, herunder at forudsige og planlægge for ekstreme vejrforhold og forandringer i vandressourcer.

Klimatologi er en tværfaglig disciplin, der trækker på viden inden for meteorologi, geografi, geologi, miljøvidenskab og andre relaterede områder. Dens mål er at bidrage til en dybere forståelse af klimaets kompleksitet og hjælpe med at løse globale udfordringer som klimaændringer og bæredygtig udnyttelse af naturressourcer. Klimatologer spiller også en central rolle i at rådgive beslutningstagere og offentligheden om klimarelaterede spørgsmål.

Klimaforandringer refererer til de langsigtede ændringer i klimaet på Jorden, især de ændringer, der er observeret i de seneste årtier og århundreder. Klimaforandringer er en konsekvens af en række faktorer, men i dag er de primært drevet af menneskeskabte aktiviteter, især udledningen af drivhusgasser i atmosfæren.

Nøglepunkter om klimaforandringer inkluderer:

1. Drivhusgasemissioner: Klimaforandringer er i høj grad forårsaget af stigningen i koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, herunder kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O). Disse gasser fanger varme fra solens stråler i atmosfæren og forårsager en stigning i den gennemsnitlige globale temperatur.

2. Global opvarmning: En af de mest mærkbare konsekvenser af klimaforandringer er global opvarmning, hvor Jorden gennemsnitlige temperatur stiger. Dette fører til smeltning af iskapper og gletsjere, stigende havniveauer og ændringer i klimamønstre.

3. Ekstreme vejrforhold: Klimaforandringer fører til hyppigere og mere intense ekstreme vejrbegivenheder som hedebølger, oversvømmelser, tørke og voldsommere storme. Disse ekstreme vejrbegivenheder har konsekvenser for mennesker, miljøet og økonomien.

4. Havstigning: Stigningen i den globale gennemsnitstemperatur fører til smeltning af is og udvidelse af havvand, hvilket resulterer i stigende havniveauer. Dette udgør en trussel mod kystsamfund og økosystemer.

5. Biodiversitet og økosystemer: Klimaforandringer har indvirkning på planteliv og dyreliv ved at ændre levesteder og udfordre arters overlevelse. Dette kan føre til arters uddøen og påvirke økosystemers funktion og tjenester.

6. Ressourceforvaltning og tilpasning: Klimaforandringer påvirker landbrug og vandforsyning ved at ændre nedbørmønstre og skabe uforudsigelighed i vejrforholdene. Samfund og beslutningstagere må tilpasse sig disse ændringer og udvikle strategier til bæredygtig ressourceforvaltning.

Klimaforandringer er en af de største udfordringer, verden står over for, og de kræver internationale bestræbelser for at reducere drivhusgasemissioner, begrænse den globale opvarmning og tilpasse sig de allerede igangværende ændringer. Dette er kernen i Parisaftalen og andre globale initiativer for at bekæmpe klimaforandringer og bevare planetens miljø og bæredygtighed.

Kuldioxid, også kendt som CO2, er en kemisk forbindelse bestående af et kulstofatom (C) bundet til to oxygenatomer (O). Kuldioxid er en naturlig bestanddel af jordens atmosfære og spiller en væsentlig rolle i planetens klima og økosystemer.

Nøglepunkter om kuldioxid inkluderer:

1. Drivhusgas: Kuldioxid er en vigtig drivhusgas, der findes i atmosfæren. Drivhusgasser som CO2 har evnen til at absorbere og udstråle varme, hvilket bidrager til drivhuseffekten og opvarmningen af Jorden. Det betyder, at CO2 bidrager til at holde planeten varm og beboelig.

2. Naturlige kilder: Kuldioxid udledes naturligt i atmosfæren gennem processer som respiration hos planter og dyr, vulkansk aktivitet og forrådnelse af organisk materiale. Havene fungerer også som en vigtig lagringssted for CO2.

3. Menneskeskabte emissioner: Menneskelige aktiviteter, især forbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas samt skovrydning, har ført til en betydelig stigning i atmosfærens koncentration af CO2. Dette er en vigtig årsag til klimaforandringerne, da det fører til en forstærkning af den naturlige drivhuseffekt.

4. Klimaændringer: Stigningen i atmosfærens CO2-niveau er en af hovedårsagerne til global opvarmning og klimaforandringer. Denne stigning fører til smeltning af iskapper, stigende havniveauer og ændringer i klimamønstre.

5. Bæredygtighed og reduktion: For at bekæmpe klimaforandringer og reducere CO2-udledninger arbejdes der på at fremme vedvarende energikilder, energieffektivitet og bæredygtige praksis.

Kuldioxid spiller en afgørende rolle i jordens økosystemer og klima, men det er nødvendigt at begrænse den menneskeskabte udledning af CO2 for at reducere de negative konsekvenser af klimaforandringerne og bevare planetens bæredygtighed.

Kuldioxid-ækvivalent (CO2e) er en måleenhed, der bruges til at udtrykke den samlede påvirkning af forskellige drivhusgasser på klimaet som en enkelt værdi i forhold til kuldioxid (CO2). Da forskellige drivhusgasser har forskellige potensialer for at fange varme i atmosfæren og forårsage klimaændringer, bruges CO2e som en standardiseret enhed til at sammenligne og kvantificere de samlede drivhusgasemissioner fra forskellige kilder.

Når man beregner CO2e, tager man hensyn til både mængden af de udledte drivhusgasser og deres klimapåvirkning over en bestemt tidsperiode, normalt over en periode på 100 år. Dette betyder, at CO2e vægter drivhusgasserne baseret på deres potensialer for at forårsage klimaforandringer i forhold til CO2. For eksempel har metan (CH4) en meget større kortvarig påvirkning end CO2, men det bryder ned over tid, hvilket gør CO2 til en mere vedvarende drivhusgas.

For at beregne CO2e for en given emission af drivhusgasser multiplicerer man mængden af hver gas med dens såkaldte global opvarmningspotensiale (Global Warming Potential, GWP) over en periode på 100 år og summer disse værdier. GWP-værdierne er fastlagt af internationale organisationer som FN’s Klimapanel (IPCC) og bruges til at sammenligne drivhusgassernes påvirkning i forhold til CO2. For eksempel har metan en GWP på omkring 25-28 gange højere end CO2 over en 100-årig periode, hvilket betyder, at 1 kg metan tæller som 25-28 kg CO2e.

CO2e er en nyttig enhed, da den gør det muligt at sammenligne og kvantificere forskellige kilders bidrag til klimaforandringer og udledninger fra forskellige drivhusgasser på en sammenlignelig måde. Dette er især vigtigt i forhold til politikudvikling og rapportering af drivhusgasemissioner for at forstå og håndtere klimaændringer.

Kulstofkredsløbet, også kendt som kulstofcyklussen, er en vigtig naturproces, hvor kulstof forflyttes mellem jordens atmosfære, biosfære (planter og dyr), hydrosfære (hav og søer) og geosfære (jordskorpen og sten). Kulstofkredsløbet er afgørende for livet på Jorden, da kulstof er grundelementet i organiske molekyler og udgør fundamentet for organisk materiale og energi i økosystemer.

Kulstofkredsløbet består af flere nøgleprocesser:

1. Fotosyntese: Planter og visse mikroorganismer bruger fotosyntese til at optage kuldioxid (CO2) fra atmosfæren og omdanne det til organisk kulstof, primært i form af glukose og andre sukkerarter. Dette er en positiv kulstofbinding, da det fjerner CO2 fra atmosfæren.

2. Respiration: Planter, dyr og mikroorganismer frigiver kulstof tilbage til atmosfæren gennem respiration, hvor de bruger organisk materiale som brændstof og producerer CO2 som biprodukt.

3. Forrådnelse og dekomponering: Døde planter og dyr og organisk materiale, der falder til jorden, undergår nedbrydning og forrådnelse af mikroorganismer. Dette frigiver kulstof til jorden og atmosfæren.

4. Forsteningsprocesser: Over lang tid kan organiske materialer blive begravet og omdannes til fossiler, såsom kul, olie og naturgas. Dette er en langsigtet lagring af kulstof i geosfæren.

5. Udveksling med havet: Havet fungerer som en vigtig kulstoflager. Det optager CO2 fra atmosfæren, hvilket hjælper med at regulere CO2-niveauet i atmosfæren. Samtidig udskilles CO2 fra havet til atmosfæren.

6. Afbrænding af fossile brændstoffer: Menneskelig aktivitet, såsom forbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas, frigiver store mængder CO2 fra geosfæren til atmosfæren og er en væsentlig årsag til stigningen i atmosfærens CO2-niveau.

Kulstofkredsløbet er dynamisk og komplekst, og det er afgørende for opretholdelsen af jordens klima og økosystemer. Det spiller også en central rolle i reguleringen af den globale temperatur ved at påvirke mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Menneskelig aktivitet har forstyrret kulstofkredsløbet, især gennem øget udledning af CO2 fra forbrænding af fossile brændstoffer, hvilket har bidraget til klimaforandringer. Derfor er forståelse og håndtering af kulstofkredsløbet afgørende for at adressere klimaændringer og bevare planetens bæredygtighed.

At være “kulstofneutral” betyder, at en organisation, en aktivitet, en proces eller endda en person har udledt lige så meget kuldioxid (CO2) som de har fjernet fra atmosfæren, eller at de har kompenseret for deres udledninger ved at reducere CO2-udledninger andre steder. Kulstofneutralitet er en vigtig del af indsatsen for at bekæmpe klimaforandringer og reducere den menneskeskabte påvirkning på miljøet.

Nøglepunkter om kulstofneutralitet inkluderer:

1. Reduktion af CO2-udledninger: For at opnå kulstofneutralitet skal en enhed først reducere sine egne CO2-udledninger så meget som muligt ved at vedtage energieffektive teknologier, reducere brugen af fossile brændstoffer og forbedre energi- og ressourceeffektiviteten.

2. Kompensation: Hvis det ikke er muligt at undgå visse CO2-udledninger, kan enheden kompensere for dem ved at finansiere projekter eller aktiviteter, der fjerner eller reducerer CO2 fra atmosfæren. Dette kan omfatte skovrejsning, kulstofopsugningsteknologier eller investering i vedvarende energiprojekter.

3. Nøje beregninger og rapportering: Kulstofneutralitet kræver nøjagtige beregninger af de samlede CO2-udledninger og de kompenserende foranstaltninger. Organisationer og enheder bør ofte rapportere deres kulstofneutralitetsbemærkninger for at bevise, at de har opnået målet.

4. Offentlig bevidsthed og engagement: Kulstofneutralitetskonceptet er også en måde at opfordre bevidsthed og engagement i klima- og miljøspørgsmål. Mange virksomheder, regeringer og enkeltpersoner forpligter sig til at arbejde mod kulstofneutralitet som en del af deres bæredygtighedsstrategier.

5. Langsigtet mål: Kulstofneutralitet er ofte en langsigtet målsætning. Mange lande og organisationer har erklæret mål om at opnå kulstofneutralitet inden visse tidsrammer for at bekæmpe klimaforandringer og reducere den menneskelige indvirkning på planeten.

At opnå kulstofneutralitet er en vigtig del af indsatsen for at reducere drivhusgasemissioner og bekæmpe klimaforandringer. Det indebærer en kombination af reduktion af egne udledninger og kompensation for de resterende udledninger. Målet er at bidrage til at opretholde planetens klima og økosystemer og reducere den globale opvarmning.

En kvote, i relation til CO2 og klimaændringer, refererer til en rettighed eller tilladelse til at udlede en bestemt mængde kuldioxid (CO2) eller andre drivhusgasser i atmosfæren inden for en bestemt tidsperiode. Kvoter bruges som et redskab inden for klima- og miljøpolitik for at regulere og begrænse udledningen af drivhusgasser fra industrier og organisationer.

Nøglepunkter om kvoter for CO2 inkluderer:

1. Cap-and-Trade Systemer: En fælles anvendelse af kvoter er i såkaldte “cap-and-trade” systemer. Her fastsætter myndighederne en samlet emissionsgrænse (kap) for en bestemt region eller sektor. Inden for denne grænse gives kvoter til forskellige enheder, ofte virksomheder, som svarer til mængden af CO2, de har lov til at udlede. Hvis en enhed ønsker at udlede mere CO2, end dens tildelte kvoter tillader, skal den købe ekstra kvoter fra enheder, der har overskud.

2. Kvotemarkeder: Der er kvotemarkeder, hvor kvoter for CO2 kan købes og sælges som handelsvarer. Disse markeder giver incitament for virksomheder og industrier til at reducere deres udledninger, da de kan tjene penge ved at sælge overskydende kvoter til andre enheder.

3. Fleksible mekanismer: Internationale klimaaftaler som Kyoto-protokollen og Parisaftalen indeholder bestemmelser om brugen af kvoter og andre fleksible mekanismer, der tillader lande at opfylde deres klimamål ved at købe og sælge kvoter og projektbaserede reduktioner i drivhusgasudledninger.

4. Mål og reduktioner: Kvoter kan bruges som et redskab til at nå nationale eller internationale mål for reduktion af drivhusgasudledninger. Ved at regulere kvotefordelingen kan myndighederne arbejde mod målet om at begrænse klimaforandringerne.

5. Kritik og udfordringer: Selvom kvotesystemer har vist sig at være effektive i nogle tilfælde, er der også kritik og udfordringer, herunder spørgsmål om, hvorvidt kvoter reducerer udledninger nok, og om de kan føre til spekulation eller uretfærdig fordeling af udledningsrettigheder.

Kvoter for CO2 er en måde at fremme reduktionen af drivhusgasudledninger og regulere klimapåvirkningen fra industrier og organisationer. De er en vigtig del af politiske og økonomiske strategier for at bekæmpe klimaforandringer og opnå kulstofneutralitet.

Livscyklusanalyse (LCA) er blevet defineret af EPA som en metode til at “vurdere de miljømæssige effekter, der er forbundet med en given industriel aktivitet fra den indledende indsamling af råmaterialer fra jorden, indtil det punkt, hvor alle restprodukter returneres til jorden” eller “fra vugge til grav.”

Indsamler produkt-specifikke klimabelastningsdata fra leverandører af varer eller tjenesteydelser fra produktion til port. CO2 udledningen vil i dette tilfælde stå på fakturaen og Verarca vil forsøge at lede efter denne data først. Det er vigtigt at sikre at din leverandør har dokumentation på plads, for det CO2-aftryk der er angivet, så du er sikker på at du får troværdig information.

Metoden bliver også kaldt “Supplier-specific” og er ifølge GHG protokollen den mest nøjagtige metode, og er at foretrække frem for følgende metoder: Average-data, Hybrid metoden, Spend-based method.

Luftforurening refererer til indførslen af skadelige eller forurenende stoffer i luften, primært i jordens atmosfære. Disse forurenende stoffer kan have negative konsekvenser for menneskers sundhed, dyrelivet, økosystemer og miljøet som helhed. Luftforurening kan stamme fra forskellige kilder, herunder industrielle processer, transport, energiproduktion og naturlige begivenheder.

Nøglepunkter om luftforurening inkluderer:

1. Forurenende stoffer: Luftforurenende stoffer kan omfatte en bred vifte af kemikalier og partikler. Nogle af de mest almindelige inkluderer svovldioxid (SO2), nitrogenoxider (NOx), kulilte (CO), ozon (O3), flygtige organiske forbindelser (VOC’er) og partikler, der varierer i størrelse.

2. Kilder: Luftforurening kan stamme fra en række kilder, herunder forbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas, udledninger fra industrier, transportsektoren, landbrug, skovbrande og vulkansk aktivitet. Selv naturlige kilder som skovbrande kan føre til luftforurening.

3. Sundhedspåvirkning: Luftforurening har alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker. Det kan forårsage åndedrætsproblemer, hjerte-kar-sygdomme, luftvejsinfektioner og endda kræft. Børn og ældre mennesker er særligt sårbare.

4. Miljøpåvirkning: Luftforurening kan også have skadelige virkninger på miljøet. Det kan skade vegetation, forurene vandløb og have en negativ indvirkning på dyreliv, herunder fisk og insekter.

5. Syre- og eutrofiering: Nogle luftforurenende stoffer, som svovldioxid og nitrogenoxider, kan føre til sur nedbør, der skader planter, dyr og vandløb. Eutrofiering, en proces, hvor overskud af næringsstoffer ender i vandmiljøet, kan også føre til skadelige effekter på økosystemer.

6. Regulering og kontrol: Myndigheder og miljøorganisationer arbejder på at regulere luftforurening ved at fastsætte grænseværdier og standarder for udledninger og vedtage teknologier og politikker til at reducere udledninger fra kilder som fabrikker og køretøjer.

7. Klimapåvirkning: Nogle luftforurenende stoffer, som CO2 og metan, fungerer også som drivhusgasser og bidrager til global opvarmning og klimaforandringer.

Bekæmpelse af luftforurening er afgørende for at beskytte menneskers sundhed, bevare miljøet og mindske den globale opvarmning. Dette kræver en kombination af politiske foranstaltninger, teknologiske løsninger og adfærdsændringer, der reducerer udledninger og forbedrer luftkvaliteten.

Miljøministeriet (MfE) er den statslige myndighed, der er ansvarlig for miljøpolitik og regulering i New Zealand. Ministeriet tilbyder vejledning og ressourcer omkring opgørelse og rapportering af drivhusgasser, herunder emissionsfaktorer for forskellige kilder til drivhusgasemissioner.

Antal: 214 emissionsfaktorer for New Zealand.

Metan (CH4) er en farveløs, lugtfri og yderst brændbar gas, der består af et kulstofatom bundet til fire brintatomer. Det er den enkleste og letteste af de alkaner, en gruppe organiske forbindelser kendt som kulbrinte.

Nøglepunkter om metan inkluderer:

1. Naturlige kilder: Metan forekommer naturligt og findes i mange dele af miljøet. Naturlige kilder inkluderer vådområder, rismarker, termitter, skovbrænde og metanhydrater (frosne metanlagre under havbunden).

2. Menneskeskabte kilder: Menneskelig aktivitet er også en betydelig kilde til metanudledning. Dette inkluderer udledning fra landbrug, især kvægopdræt og rismarker, affaldsdeponier, naturgas- og olieproduktion samt kulstofbrændselsforbrænding.

3. Drivhusgas: Metan er en potent drivhusgas, der har en højere varmeevne end kuldioxid (CO2) over en kortere periode. Derfor bidrager metan til drivhuseffekten og klimaforandringer.

4. Biologisk proces: Metan produceres som et biprodukt af biologiske processer, især anaerob nedbrydning af organiske materialer uden ilt. Dette kan forekomme i fordøjelsessystemet hos dyr, i vådområder og i dekomponering af organisk materiale på affaldsdeponier.

5. Anvendelser: Metan har flere anvendelser, herunder som brændstof til naturgasbiler og som energikilde i husholdninger og industrier. Det bruges også i kemiske processer og som råmateriale i produktionen af syntetiske kemikalier.

På grund af metans potentiale som drivhusgas og dets bidrag til klimaforandringer, er reduktionen af metanudledning en vigtig del af bestræbelserne på at bekæmpe klimaforandringer. Dette inkluderer tiltag som at forbedre kvægopdrætpraksis, indføre metanopsamling på deponier og reducere metanudslip fra olie- og naturgasproduktion.

Miljømæssig bæredygtighed, også kendt som økologisk bæredygtighed, refererer til evnen til at opretholde og beskytte planetens miljø og naturlige ressourcer over tid uden at forringe dem for fremtidige generationer. Det indebærer at tage hensyn til og afbalancere menneskelige aktiviteter med bevarelsen af økosystemer, biodiversitet og økologiske processer.

Nøglepunkter om miljømæssig bæredygtighed inkluderer:

1. Bevarelse af naturressourcer: Miljømæssig bæredygtighed handler om at forvalte og bruge naturressourcer som luft, vand, jord, skove og biodiversitet på en måde, der ikke udtømmer eller skader dem, men i stedet sikrer deres langsigtede bevarelse.

2. Reduktion af miljøpåvirkning: Det indebærer at minimere menneskelig påvirkning på miljøet, herunder reduktion af forurening, overudnyttelse af naturressourcer, ødelæggelse af levesteder og udledning af drivhusgasser, der bidrager til klimaforandringer.

3. Genbrug og genanvendelse: Miljømæssig bæredygtighed fremmer principperne om genbrug og genanvendelse for at reducere affaldsmængden og forlænge levetiden for materialer og produkter.

4. Klimaforandringer: Håndtering af klimaforandringer er en central del af miljømæssig bæredygtighed. Dette inkluderer reduktion af drivhusgasemissioner og tilpasning til de allerede igangværende ændringer.

5. Bevarelse af biodiversitet: En bæredygtig tilgang til miljøet indebærer også at beskytte og bevare den biologiske mangfoldighed, da dette er afgørende for økosystemernes funktion og overlevelse af mange arter.

6. Grøn energi og teknologi: Fremme og vedtagelse af vedvarende energikilder og miljøvenlige teknologier spiller en afgørende rolle i at opnå miljømæssig bæredygtighed og reducere afhængigheden af ikke-vedvarende ressourcer.

7. Samfundsengagement: Miljømæssig bæredygtighed involverer ofte bevidsthed og engagement fra samfundet, herunder enkeltpersoner, organisationer og regeringer.

Miljømæssig bæredygtighed er en grundlæggende del af bredere bæredygtighedsbestræbelser, der inkluderer økonomisk og social bæredygtighed. Dette indebærer at opretholde en balance mellem økonomisk vækst, social retfærdighed og miljømæssig beskyttelse for at opfylde behovene for den nuværende generation uden at ofre fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres egne behov.

Danmarks målsætning om at være netto-nuludleder senest i 2050.

Non-Financial Reporting Directive (NFRD) er en EU-direktiv, der kræver, at store virksomheder og organisationer rapporterer ikke-finansielle oplysninger som en del af deres årsrapportering. Formålet med NFRD er at øge gennemsigtigheden omkring ikke-finansielle aspekter af virksomheders drift, såsom miljømæssige, sociale og styringsmæssige (Environmental, Social, and Governance – ESG) spørgsmål.

Nogle nøglepunkter om NFRD inkluderer:

1. Obligatorisk rapportering: NFRD pålægger store virksomheder og organisationer i EU-medlemslandene at indarbejde ikke-finansielle oplysninger i deres årsrapportering, herunder oplysninger om miljømæssige og sociale forhold samt mangementpraksis.

2. Indikatorer og oplysninger: Direktivet angiver en række nøglepræstationsindikatorer (KPI’er) for de områder, der skal rapporteres, såsom miljøpåvirkning, medarbejderforhold og anti-korruptionstiltag. Virksomhederne skal også give oplysninger om deres politikker, resultater og risici på disse områder.

3. Sammenlignelighed og konsistens: NFRD sigter mod at gøre ikke-finansiel rapportering mere sammenlignelig og konsistent på tværs af forskellige virksomheder og sektorer ved at fastlægge fælles retningslinjer og standarder.

4. Formål og interessenter: Rapporteringen af ikke-finansielle oplysninger hjælper virksomheder med at opfylde deres rapporteringsforpligtelser over for interessenter som investorer, kunder, medarbejdere og samfundet som helhed. Det giver også investorer og beslutningstagere mere information til at vurdere en virksoms bæredygtighed og ESG-præstation.

5. Revideret direktiv: NFRD blev oprindeligt vedtaget i 2014 og gennemgik senere en revision i 2021 for at styrke og udvide kravene til ikke-finansiel rapportering i tråd med EU’s mål om at fremme bæredygtig og ansvarlig forretningspraksis.

NFRD er en vigtig komponent i EU’s bredere indsats for at fremme bæredygtig finans og erhvervsliv ved at integrere ESG-aspekter i virksomhedsrapporteringen og beslutningstagningen. Det bidrager til at skabe mere gennemsigtighed og ansvarlighed i erhvervslivet med hensyn til ikke-finansielle spørgsmål.

Non-Financial Reporting Standards (NFRS) refererer til sæt af standarder og retningslinjer, der er udviklet for at regulere rapporteringen af ikke-finansielle oplysninger i virksomheders årsrapportering. Disse standarder giver en ramme for, hvordan virksomheder skal indsamle, præsentere og offentliggøre information om ikke-finansielle spørgsmål, herunder miljømæssige, sociale og styringsmæssige (Environmental, Social, and Governance – ESG) aspekter af deres forretning.

NFRS har til formål at fremme konsistens, sammenlignelighed og pålidelighed i rapporteringen af ikke-finansielle oplysninger på tværs af forskellige organisationer og sektorer. De hjælper også med at imødekomme efterspørgslen efter mere omfattende og transparent information om en virksoms bæredygtighedspræstation og dens bidrag til samfundet og miljøet.

Det er vigtigt at bemærke, at der ikke er én enkelt standard for NFRS, som der er for finansiel rapportering, som er reguleret af regnskabsstandarder som International Financial Reporting Standards (IFRS). I stedet er der flere organisationer, både internationale og nationale, der udvikler NFRS-rammer og retningslinjer. Eksempler på sådanne organisationer inkluderer Global Reporting Initiative (GRI), Sustainability Accounting Standards Board (SASB), og Task Force on Climate-related Financial Disclosures (TCFD).

Virksomheder, især dem med offentlige forpligtelser og rapporteringsforpligtelser i forhold til ikke-finansielle spørgsmål som pålagt af lovgivning som EU’s Non-Financial Reporting Directive (NFRD), benytter sig ofte af disse standarder og rammer som vejledning til udarbejdelse af deres rapporter om bæredygtighed og ESG-præstationer.

NFRS spiller en afgørende rolle i at fremme bæredygtig og ansvarlig virksomhedspraksis og i at informere investorer, interessenter og offentligheden om de ikke-finansielle aspekter af en organisations drift og påvirkning. De bidrager også til at fremme gennemsigtighed og regnskabsføring inden for ESG-området.

“Nul-emission” eller “nulemission” refererer til en tilstand, hvor der ikke udledes nogen netto emissioner af drivhusgasser i atmosfæren som følge af en bestemt aktivitet, proces eller sektor. Dette betyder, at mængden af drivhusgasser, der frigives, er fuldt ud kompenseret af mængden, der fjernes fra atmosfæren eller reduceres ved brug af teknologi eller bæredygtige praksisser.

Nøglepunkter om nul-emission inkluderer:

1. Drivhusgasneutralitet: Nul-emission svarer til at opnå en tilstand af netto neutralitet med hensyn til drivhusgasser. Det indebærer ikke nødvendigvis, at der slet ikke udledes nogen drivhusgasser, men at de udledte mængder er fuldt kompenseret af reducerede eller fjernede mængder på andre måder.

2. Anvendelsesområder: Udtrykket “nul-emission” anvendes ofte i forskellige sammenhænge. For eksempel kan det referere til nul-emission af en bil, hvor køretøjet ikke udleder drivhusgasser, eller det kan anvendes på en bredere skala, f.eks. at opnå nul-emission inden for en bestemt sektor eller endda på globalt plan.

3. Teknologi og praksis: Opnåelse af nul-emission kræver ofte brugen af vedvarende energikilder, energieffektivitet og teknologier til opsamling og lagring af drivhusgasser (Carbon Capture and Storage – CCS). Det kan også kræve forbedrede landbrugs- og skovbrugsteknikker for at fjerne CO2 fra atmosfæren.

4. Klimamål: Mange lande og organisationer har fastlagt mål om at opnå nul-emission som en del af deres strategi for at bekæmpe klimaforandringer. Dette er ofte knyttet til målene i Parisaftalen om at begrænse den globale opvarmning.

5. Udfordringer: Opnåelse af nul-emission er en kompleks opgave, da det kræver omfattende ændringer i energiproduktion, transport, landbrug og industri. Udfordringer omfatter teknologisk udvikling, politisk vilje og ændring af menneskelig adfærd.

Opnåelse af nul-emission er afgørende for at bremse klimaforandringer og reducere den menneskelige indvirkning på miljøet. Dette er et mål, der driver mange bestræbelser på at fremme vedvarende energikilder, energieffektivitet og bæredygtig praksis i forskellige sektorer og aktiviteter.

Ozon (O3) er en molekylær form af ilt, og det består af tre iltatomer bundet sammen. Ozon er en farveløs gas ved stuetemperatur og er naturligt forekommende i jordens atmosfære. Det spiller en vigtig rolle i vores planets økosystem og har både positive og negative virkninger afhængigt af, hvor det findes.

Nøglepunkter om ozon inkluderer:

1. Ozonlaget: En væsentlig mængde af ozon i jordens atmosfære findes i ozonlaget, der er en region i stratosfæren. Ozonlaget absorberer en stor del af solens skadelige ultraviolette (UV) stråling og beskytter livet på jorden mod skadelig UV-stråling. Ødelæggelsen af ozonlaget, såsom det såkaldte ozonhul, er et bekymringsområde på grund af de sundhedsmæssige konsekvenser af øget UV-stråling.

2. Troposfærisk ozon: Der er også ozon til stede i troposfæren, den lavere del af atmosfæren. Dette troposfæriske ozon er en vigtig komponent af luftforurening og er en skadelig forurenende stof. Det bidrager til luftkvalitetsproblemer og sundhedsproblemer som smog.

3. Kemisk reaktivitet: Ozon er en stærk oxidationsmiddel og er kendt for sin kemiske reaktivitet. Dette betyder, at det kan interagere med og nedbryde mange forskellige stoffer. I troposfæren kan ozon reagere med luftforurenende stoffer som kvælstofoxider (NOx) og flygtige organiske forbindelser (VOC’er) for at danne jordnære ozon (smog).

4. Miljømæssig anvendelse: I naturen spiller ozon en vigtig rolle som en naturlig rensningsmiddel i atmosfæren og er også til stede i lavere koncentrationer i havvand, hvor det hjælper med at nedbryde organiske forbindelser og rense vand.

5. Ozon i teknologi: Ozon anvendes også i industriel og kommerciel teknologi som et desinfektionsmiddel og rengøringsmiddel på grund af dets evne til at dræbe bakterier og nedbryde forurenende stoffer.

Ozon er et komplekst molekyle, der har vigtige roller både i atmosfæren og i industrielle anvendelser. Forståelsen af ozons betydning for beskyttelse af jordens liv og miljø og forureningsproblemer er af stor betydning for miljø- og sundhedsbestræbelser.

Ozonlaget er en region i jordens stratosfære, der indeholder en høj koncentration af ozon (O3) molekyler. Denne region strækker sig typisk fra omkring 10 til 50 kilometer over jordens overflade. Ozonlaget er kendt for sin afgørende rolle med hensyn til beskyttelse mod skadelig ultraviolet (UV) stråling fra solen. Her er nogle nøglepunkter om ozonlaget:

1. Beskyttelse mod UV-stråling: Ozonlaget fungerer som en beskyttende skærm, der absorberer størstedelen af de skadelige ultraviolette stråler fra solen, især de kortbølgede UV-B- og UV-C-stråler. Dette er afgørende for beskyttelse af livet på jorden, herunder planter, dyr og mennesker, da overdreven eksponering for UV-stråling kan føre til hudkræft, øjenskader og andre sundhedsproblemer.

2. Ozonnedbrydning: Desværre har ozonlaget oplevet betydelig nedbrydning, især i form af såkaldte ozonhuller i Antarktis og mindre udtynding af ozon i andre regioner. Dette skyldes primært brugen af ​​klorfluorcarboner (CFC’er) og andre ozonnedbrydende stoffer, der tidligere blev anvendt i kølesystemer, aerosolprodukter og skumisolering. Internationale aftaler som Montreal-protokollen har bidraget til at begrænse brugen af disse stoffer.

3. Ozonhullet: Ozonhuller er områder med markant nedsat ozonkoncentration i stratosfæren, især omkring Antarktis. De opstår i foråret, når sollys vender tilbage til området efter den mørke vinterperiode og aktiverer kemiske processer, der nedbryder ozonmolekylerne. Selvom der er observeret fremskridt i helbredelsen af ozonlaget, er det forventet, at ozonhullerne vil fortsætte med at optræde i de kommende årtier.

4. Betydning af beskyttelse: Beskyttelse og genopretning af ozonlaget er af stor betydning for miljøet og folkesundheden. En sund ozonskærm er afgørende for at reducere risikoen for hudkræft, øjenskader og andre sundhedsproblemer forårsaget af UV-stråling. Det understreger også vigtigheden af internationale aftaler og bestræbelser på at reducere udslip af ozonnedbrydende stoffer og fremme bæredygtig praksis.

Partikelforurening, også kendt som partikulær luftforurening eller aerosolforurening, refererer til tilstedeværelsen af små faste partikler eller dråber i luften, der udgør en form for forurening. Disse partikler varierer i størrelse, sammensætning og oprindelse, og de kan have betydelige sundheds- og miljøpåvirkninger. Partikelforurening kan opdeles i to hovedkategorier: PM10 og PM2.5, baseret på partiklernes diameter.

Nøglepunkter om partikelforurening inkluderer:

1. Partikelstørrelse: Partikler i partikelforurening varierer i størrelse. PM10 refererer til partikler med en diameter på 10 mikrometer eller mindre, mens PM2.5 refererer til partikler med en diameter på 2,5 mikrometer eller mindre. De mindre partikler (PM2.5) er særligt bekymrende, da de kan trænge dybt ind i lungerne og endda passere ind i blodbanen, hvilket øger deres potentielle sundhedspåvirkning.

2. Kilder: Partikelforurening stammer fra forskellige kilder. Dette inkluderer forbrændingsprocesser som biludstødning, industrielle anlæg, skorstene, brændeovne, landbrugsaktiviteter, og endda naturlige kilder som skovbrande og vulkansk aktivitet.

3. Sundhedseffekter: Indånding af partikelforurening kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Det kan forårsage eller forværre luftvejssygdomme som astma og bronkitis, føre til hjerte-kar-sygdomme, øge risikoen for lungekræft og have negative effekter på det generelle velvære. Personer med eksisterende sundhedsproblemer, ældre mennesker og børn er særligt sårbare.

4. Miljøpåvirkning: Partikelforurening kan have negative konsekvenser for miljøet. Det kan skade vegetation, forurene vandløb og søer og påvirke biodiversiteten.

5. Regulering og kontrol: Myndigheder og miljøorganisationer arbejder på at regulere partikelforurening ved fastsættelse af grænseværdier og standarder for partikeludledninger. Dette omfatter brugen af filtre og teknologier til at reducere udledninger fra kilder som fabrikker og biler.

6. Luftkvalitet: Overvågning af partikelforurening er en vigtig del af vurderingen af luftkvaliteten i byer og områder. Dette hjælper med at informere befolkningen om risici og tage foranstaltninger til at beskytte sundheden.

Bekæmpelse af partikelforurening er afgørende for at beskytte menneskers sundhed og miljøet. Dette kræver anvendelse af teknologier og politikker, der reducerer partikeludledninger fra forskellige kilder og fremmer renere luftkvalitet.

Står for: Produkters miljømæssige fodaftryk (PEF)

EU Kommissionen er i færd med et EU-projekt, der kan skabe harmoniserede rammer for beregning af produkters miljømæssige fodaftryk i et livscyklusperspektiv (Product Environmental Footprint, PEF).

I 2013 indledte Kommissionen initiativet “Opbygning af det indre marked for grønne produkter,” som havde til formål at fremme bedre oplysning om miljøpræstationer for produkter og organisationer. Dette initiativ inkluderede en række pilotprojekter, der fokuserede på udviklingen af metoder og retningslinjer til vurdering af det miljømæssige fodspor for forskellige produktkategorier og sektorer.

Formålet var at etablere ensartede metoder i EU-landene og skabe et solidt fundament for en mere robust grøn produktpolitik i EU. De specifikke retningslinjer for produkter og sektorer blev udformet ved hjælp af en generisk metode, der blev offentliggjort i Official Journal samtidig med Kommissionens meddelelse.

Harmonisering af reglerne ville indebære betydelige fordele for europæiske virksomheder, der har investeret i at reducere miljøpåvirkningen fra deres produkter og ønsker at fremme deres grønne produkter. Implementeringen af sådanne regler ville give bedre muligheder for at håndtere ubegrundede miljømæssige påstande, og det forventes også at reducere omkostningerne for virksomhederne ved at evaluere de miljømæssige fodspor for deres produkter. Mange danske virksomheder har målrettet arbejdet på at forbedre miljømæssige aspekter af deres produkter, og de kan nu levere “konkurrencedygtige” miljøprofiler for deres produkter.

Siden 2013 har mere end 20 europæiske brancher arbejdet på at udvikle branchespecifikke retningslinjer (PEFCRs), som forventes at blive vedtaget i starten af 2018. Derudover er der blevet arbejdet på retningslinjer for, hvordan man kan udvikle produktkategori-regler for andre produktområder, herunder både konventionelle produkter og fødevarer. Dette arbejde er blevet koordineret af en europæisk styregruppe med bred repræsentation af interessenter. Miljøstyrelsen repræsenterer Danmark i denne gruppe.

Erfaringerne fra PEFCR-forløbet forventes at blive en værdifuld ressource i Kommissionens fortsatte arbejde med at etablere en mere sammenhængende politisk ramme for EU’s produktpolitik.

Project Task Force on Non-Financial Reporting Standards (PTF-NFRS) er en arbejdsgruppe under European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG). EFRAG er en uafhængig organisation, der bidrager til udviklingen af regnskabsstandarder og regnskabsregler i Europa.

PTF-NFRS har til formål at støtte EFRAG i dens arbejde med udvikling og tilpasning af standarder og retningslinjer for ikke-finansiel rapportering i overensstemmelse med EU’s Non-Financial Reporting Directive (NFRD). NFRD kræver, at store virksomheder og organisationer rapporterer ikke-finansielle oplysninger som en del af deres årsrapportering, og PTF-NFRS arbejder på at lette denne proces ved at udvikle passende standarder og retningslinjer.

PTF-NFRS er en del af de bredere bestræbelser på at fremme gennemsigtighed og konsistens i rapporteringen af ikke-finansielle oplysninger, herunder oplysninger om miljømæssige, sociale og styringsmæssige (ESG) aspekter af virksomheders drift. Dette er en vigtig komponent i EU’s indsats for at fremme bæredygtighed og ESG-rapportering i erhvervslivet.

Arbejdet udført af PTF-NFRS bidrager til udviklingen af standarder og retningslinjer, der letter virksomheders og organisationers rapportering om deres ikke-finansielle præstationer og bidrager til en mere bæredygtig og ansvarlig forretningspraksis.

Reduktionsforpligtelser henviser til de mål og forpligtelser, som regeringer, organisationer eller virksomheder påtager sig for at reducere deres udledning af drivhusgasser eller andre skadelige påvirkninger på miljøet. Disse forpligtelser er typisk en del af bredere bestræbelser på at bekæmpe klimaforandringer og fremme bæredygtig udvikling. Reduktionsforpligtelser er designet til at mindske den menneskelige indvirkning på miljøet og reducere negativ påvirkning.

Nøglepunkter om reduktionsforpligtelser inkluderer:

1. Klimaforandringer: De mest almindelige former for reduktionsforpligtelser er knyttet til klimaforandringer. Dette indebærer at reducere udledningen af drivhusgasser som kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O), der er de primære drivkræfter bag global opvarmning og klimaforandringer.

2. Mål og tidsrammer: Reduktionsforpligtelser fastlægger typisk specifikke mål for emissionsreduktioner, ofte i procentdel af baseline-udledninger (tidligere udledninger). Der fastsættes også tidsrammer, hvor disse mål skal opfyldes.

3. Sektorer og enheder: Reduktionsforpligtelser kan gælde for forskellige enheder, herunder nationer, regioner, byer, virksomheder eller industrier. For eksempel kan en regering forpligte sig til at reducere nationens samlede udledninger, mens en virksomhed kan forpligte sig til at mindske udledningerne fra dens drift.

4. Politik og foranstaltninger: Reduktionsforpligtelser kræver ofte implementering af politikker og foranstaltninger for at opnå målene. Dette kan omfatte overgang til vedvarende energikilder, energieffektivitet, transportomlægninger, skovbeskyttelse og meget mere.

5. Overvågning og rapportering: For at vurdere og sikre opfyldelsen af reduktionsforpligtelser er der ofte behov for overvågning og regelmæssig rapportering af emissionsdata og fremskridt mod målene.

6. Internationale aftaler: Mange reduktionsforpligtelser er indgået inden for rammerne af internationale aftaler som Parisaftalen, hvor lande har forpligtet sig til at reducere deres drivhusgasemissioner for at begrænse den globale opvarmning.

Reduktionsforpligtelser er en vigtig del af klimapolitikken og bæredygtighedsbestræbelserne. De har til formål at bidrage til at bremse klimaforandringer og beskytte miljøet ved at reducere menneskets negative påvirkning på planeten.

Science-Based Targets (SBT), på dansk ofte kaldet “videnskabsbaserede mål,” er mål for emissionsreduktioner, der er udviklet med henblik på at begrænse den globale opvarmning i overensstemmelse med den seneste klimavidenskab og Parisaftalens mål. Disse mål fastsætter, hvor meget og hvor hurtigt virksomheder, organisationer og regeringer skal reducere deres udledninger af drivhusgasser for at bidrage til at bremse klimaforandringer og holde den globale temperaturstigning under en sikker tærskel.

Nøglepunkter om Science-Based Targets inkluderer:

1. Parisaftalen: Science-Based Targets Initiative blev etableret som en del af initiativerne under FN’s Parisaftale i 2015. Parisaftalen fastsætter målet om at begrænse den globale opvarmning til godt under 2 grader Celsius over det præindustrielle niveau og stræbe efter at begrænse stigningen til 1,5 grader Celsius.

2. Klimavidenskab: Science-Based Targets bygger på klimavidenskaben og modeller, der vurderer, hvor store emissionsreduktioner der er nødvendige for at opfylde Parisaftalens mål. Disse mål tager hensyn til, hvor meget hver sektor og region skal bidrage for at opnå det samlede mål.

3. Virksomheder og organisationer: Mange virksomheder og organisationer har forpligtet sig til at fastsætte og opfylde Science-Based Targets for at reducere deres emissionsniveauer. Dette indebærer at reducere udledningerne fra deres egne aktiviteter, fra deres forsyningskæde og i nogle tilfælde fra brugen af deres produkter.

4. Fordele: Ved at fastsætte videnskabsbaserede mål for emissionsreduktioner kan virksomheder og organisationer bidrage til at mindske risikoen for klimarelaterede skader, forbedre deres omdømme, tiltrække investorer og øge deres konkurrenceevne på lang sigt.

5. Betydning af tidsrammer: Science-Based Targets inkluderer normalt tidsrammer, der kan strække sig ud til 2030 og 2050. Dette giver en klar vej fremad for at opnå emissionsreduktioner over tid.

6. Overvågning og rapportering: Virksomheder og organisationer, der forpligter sig til Science-Based Targets, forventes at overvåge og rapportere deres fremskridt i forhold til disse mål på en gennemsigtig måde.

Science-Based Targets er en vigtig mekanisme for at inddrage virksomheder, organisationer og sektorer i globale bestræbelser på at bekæmpe klimaforandringer. De er en måde at sikre, at udledningerne reduceres på en måde, der er i tråd med den nyeste klimavidenskab og Parisaftalens mål.

Indeholder virksomhedens egne- og kontrollerede kilder.

Scope 1 omhandler de CO2-udledninger, der sker på stedet. Det er den direkte påvirkning, emissioner, der stammer fra aktiviteter og operationer, som du ejer eller kontrollerer som en virksomhed. Forestil dig emissioner fra dine egne kedler, ovne eller køretøjer, der udsender CO2, samt udledninger fra kemisk produktion i udstyr, som du ejer eller har kontrol over.

Dette er din begyndelse i at forme en mere bæredygtig fremtid, idet du tager ansvar for det, der sker i din egen baghave. Scope 1 er startpunktet, hvor du kan tage konkrete skridt til at reducere og forbedre din egen direkte indvirkning på miljøet.

Læs mere

I denne kategori af bæredygtighed drejer det sig om at forstå, at din påvirkning går langt ud over dine egne vægge. Det er her, vi taler om indirekte udledninger, fordi CO2-udledningen faktisk sker der hvor energien produceres.

Scope 2 handler om de emissioner, der stammer fra den elektricitet, damp, opvarmning eller køling, som din virksomhed erhverver fra eksterne kilder. Det er som om, du kaster et blik på den samlede indvirkning af de tjenester, du bruger, når du bruger købt energi.

Selvom du ikke er i kontrol med, hvordan denne energi produceres, er du i kontrol med dit valg af energikilder og leverandører. Ved at træffe bæredygtige beslutninger kan du gøre en forskel og bidrage til at reducere de miljømæssige konsekvenser af den energi, du forbruger. Din indflydelse stopper ikke ved din egen tærskel; den strækker sig til de ressourcer, du bruger fra en mere bæredygtig verden.

Læs mere

Dette er, hvor dit ansvar som en ansvarlig virksomhed når sin maksimale rækkevidde. Scope 3 udgør en bro mellem de indirekte emissioner, der opstår både opstrøms og nedstrøms i hele værdikæden. Det omfatter alle de indirekte påvirkninger, der spirer i forlængelse af din virksomhed.

Opstrøms ser på produktionen af de produkter, du erhverver og bruger i din virksomhed. Hver enkelt handling, fra produktion til levering, spiller en rolle i miljømæssige påvirkninger, som du har magt til at forme.

Nedstrøms tager fat på, hvordan de produkter, du har solgt, bruges efter at have forladt din dør. Transport af produkter og den måde, de bruges på, bidrager også til din samlede indvirkning på miljøet.

Det er her, du kan tage ansvar for den samlede påvirkning af din virksomhed og aktivt arbejde på at mindske den, fra produktion til brug og transport. Din indflydelse strækker sig på tværs af hele værdikæden, og det er her, din virkelige mulighed for at skabe positiv forandring tager form.

Læs mere

Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR) er en europæisk forordning, der trådte i kraft den 10. marts 2021 som en del af EU’s omfattende indsats for at fremme bæredygtig finansiering og investeringer. Formålet med SFDR er at etablere fælles standarder og gennemsigtighedsregler for, hvordan finansielle markedsaktører og institutioner skal integrere og rapportere om bæredygtighedsaspekter i deres beslutningsprocesser og rapportering.

Nøglepunkter om Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR) inkluderer:

1. Bæredygtig finansiering: SFDR fokuserer på at fremme bæredygtig finansiering ved at kræve, at finansielle markedsaktører tager hensyn til miljømæssige, sociale og styringsmæssige (ESG) faktorer i deres investeringsbeslutninger.

2. Principper: SFDR introducerer en række bæredygtighedsprincipper, der skal vejlede markedsaktører i deres tilgang til bæredygtig finansiering. Dette inkluderer principper om integration af ESG-faktorer i beslutningsprocesser og foretagelse af vurderinger af bæredygtighed.

3. Offentliggørelse af information: SFDR kræver, at finansielle markedsaktører og institutioner offentliggør information om, hvordan de integrerer ESG-faktorer i deres investeringsstrategier og produkter. Dette inkluderer også offentliggørelse af politikker vedrørende bæredygtighed og oplysninger om, hvordan de håndterer bæredygtighedsrisici.

4. Markedsadfærd: Forordningen inkluderer også bestemmelser om, hvordan finansielle markedsaktører skal undgå “grønne” vildledende påstande eller praksis, der kan forveksle investorer med hensyn til bæredygtigheden af deres produkter.

5. Produktkategorier: SFDR definerer tre hovedkategorier af finansielle produkter baseret på graden af bæredygtighed, nemlig “Artikel 6-produkter” (produkter, der ikke fremmer bæredygtighed), “Artikel 8-produkter” (produkter med bæredygtighedsfremmende karakteristika) og “Artikel 9-produkter” (produkter med en bæredygtig investeringsstrategi).

6. Tidsplan: SFDR implementeres gradvist, med forskellige krav, der træder i kraft på forskellige tidspunkter. Dette giver institutioner og markedsaktører tid til at tilpasse sig forordningens krav.

SFDR er en vigtig del af EU’s bredere bestræbelser på at fremme bæredygtighed i finanssektoren og opfordre til mere ansvarlige og transparente investeringer. Det sigter mod at sikre, at investorer og forbrugere har adgang til oplysninger om bæredygtighedsaspekter i deres finansielle produkter og investeringer, hvilket kan hjælpe med at fremme en bæredygtig økonomi og ansvarlig forretningspraksis.

Shiseido er et japansk multinationalt personlig pleje-firma, der producerer et bredt udvalg af kosmetik, hudplejeprodukter og parfumer. Virksomheden fører regnskab over drivhusgasemissioner og rapporterer om disse med data om emissioner fra produktion, logistik og forretningsrejser, blandt andet kilder.

Antal: 9 globale emissionsfaktorer.

STC-Nestra B.V. er et rådgivnings- og ingeniørfirma baseret i Holland, der specialiserer sig i bæredygtige transportløsninger. En af de tjenester, som STC-Nestra B.V. tilbyder, er beregning og rapportering af transportemissioner, såsom drivhusgasemissioner forbundet med søtransport.

Antal: 14 emissionsfaktorer for europæiske regioner.

Estimerer emissioner for varer og tjenester ved at indsamle data om den økonomiske værdi af købte varer og tjenester og gange det med relevante sekundære (f.eks. branchegennemsnit) emissionsfaktorer (f.eks. gennemsnitlige emissioner per monetær værdi af varer).

Med henblik på at indarbejde udledninger i henhold til Scope 3-regnskaber, bør virksomheder ikke afskrive, diskontere eller amortisere udledningerne fra produktionen af kapitalvarer over tid. I stedet bør virksomheder registrere de samlede udledninger fra vugge til port, når de køber kapitalvarer, på samme måde som de registrerer udledninger fra andre købte produkter i kategori 1. Hvis større kapitalanskaffelser kun forekommer hvert par år, kan Scope 3-udledninger fra kapitalvarer variere betydeligt fra år til år. Virksomheder bør give passende sammenhæng i den offentlige rapport, f.eks. ved at fremhæve ekstraordinære eller ikke-tilbagevendende kapitalinvesteringer.

Indsamler produkt-specifikke klimabelastningsdata fra leverandører af varer eller tjenesteydelser fra produktion til port. CO2 udledningen vil i dette tilfælde stå på fakturaen og Verarca vil forsøge at lede efter denne data først. Det er vigtigt at sikre at din leverandør har dokumentation på plads, for det CO2-aftryk der er angivet, så du er sikker på at du får troværdig information.

Metoden bliver også kaldt “Leverandør-specifik” og er ifølge GHG protokollen den mest nøjagtige metode, og er at foretrække frem for følgende metoder: Average-data, Hybrid metoden, Spend-based method.

Task Force on Climate-related Financial Disclosures (TCFD) er en international arbejdsgruppe, der blev oprettet med det formål at udvikle retningslinjer og standarder for, hvordan virksomheder og organisationer bør rapportere om klimarelaterede finansielle oplysninger. TCFD blev etableret i 2015 som en del af Financial Stability Board (FSB), der er et internationalt organ, der overvåger og gør anbefalinger vedrørende det globale finansielle system.

Nøglepunkter om TCFD inkluderer:

1. Formål: Formålet med TCFD er at hjælpe virksomheder og organisationer med at forstå og rapportere om de finansielle risici og muligheder, der er forbundet med klimaforandringer. Dette gør det lettere for investorer, långivere og andre interessenter at træffe informerede beslutninger.

2. Anbefalinger: TCFD udviklede en række anbefalinger og retningslinjer, der dækker fire hovedområder: governance (styring), strategy (strategi), risk management (risikostyring) og metrics and targets (målinger og mål). Disse områder hjælper virksomheder med at integrere klimarelaterede oplysninger i deres rapportering og beslutningsprocesser.

3. Fleksibilitet: TCFD-anbefalingerne er fleksible og kan tilpasses forskellige sektorer og typer af virksomheder. De tager hensyn til, at risici og muligheder vedrørende klimaforandringer varierer betydeligt på tværs af industrier.

4. Frivillig rapportering: Selvom TCFD-anbefalingerne er frivillige, opfordrer mange regeringer, tilsynsmyndigheder og investorer virksomheder til at følge dem for at forbedre gennemsigtighed og ansvarlighed.

5. Styrkelse af investorer og beslutningstagere: TCFD-anbefalingerne er designet til at styrke investorer og beslutningstagere ved at give dem adgang til relevante klimarelaterede oplysninger, der kan påvirke deres investeringer og beslutninger.

TCFD-anbefalingerne har spillet en væsentlig rolle i fremme af klimarelateret finansiel rapportering og bæredygtig investering på globalt plan. De er blevet bredt accepteret og vedtaget af mange virksomheder, og de har bidraget til at øge opmærksomheden på vigtigheden af at integrere klimarelaterede aspekter i finansiel rapportering og beslutningstagning.

Umweltbundesamt (UBA) er Tysklands føderale miljøagentur og er ansvarlig for at fremme bæredygtig udvikling gennem videnskabelig forskning og rådgivning om en bred vifte af miljøspørgsmål til regeringen, virksomheder, organisationer og offentligheden. UBA rapporterer emissionstal for elektricitet, brændstof, transport og andre områder.

Antal: 85 emissionsfaktorer for Tyskland.

Udledning refererer til frigivelsen eller udsendelsen af noget, normalt stoffer eller gasser, fra en kilde til det omgivende miljø eller atmosfæren. Udledning kan have forskellige anvendelser og betydninger, men det er ofte forbundet med miljø- og klimarelaterede sammenhænge, især når det drejer sig om udledning af skadelige stoffer.

I sammenhæng med miljø og klima er den mest almindelige form for udledning udledning af drivhusgasser som kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O) fra menneskelige aktiviteter. Disse drivhusgasser bidrager til drivhuseffekten og klimaforandringer ved at fange varme i atmosfæren, hvilket fører til stigende globale temperaturer.

Nøglepunkter ved udledning inkluderer:

1. Drivhusgasudledning: Dette refererer specifikt til frigivelsen af drivhusgasser som CO2, metan og lattergas fra kilder som forbrænding af fossile brændstoffer, skovrydning og landbrug. Disse udledninger er en væsentlig årsag til global opvarmning og klimaforandringer.

2. Luftforurening: Udledning af forurenende stoffer som svovldioxid, kvælstofoxider og partikler fra industrielle processer og transport kan forårsage luftforurening og have skadelige virkninger på sundheden og miljøet.

3. Vandudledning: Dette henviser til frigivelsen af forurenende stoffer i vandmiljøet, f.eks. spildevand og kemikalier, der kan forurene vandkilder og have negative konsekvenser for økosystemer og drikkevand.

4. Emissioner fra transport: Udledning af skadelige gasser fra køretøjer, som f.eks. biler og lastbiler, bidrager til luftforurening og udledning af drivhusgasser.

5. Udledning fra industrien: Industrielle processer, fabrikker og kraftværker kan udlede en række forurenende stoffer og drivhusgasser i atmosfæren.

For at bekæmpe klimaforandringer og miljøproblemer er der fokus på at reducere udledninger gennem bæredygtige praksisser, energieffektivitet og overgang til vedvarende energikilder. Reduktion af udledninger er afgørende for at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed.

Undergrundslagring, også kendt som geologisk opbevaring, refererer til en teknik, hvor overskydende kuldioxid (CO2) fra menneskelige aktiviteter, såsom kraftværker og industrier, indfanges og derefter injiceres dybt ned i undergrunden i geologiske formationer som dybe saltvandssedimenter, oliebrønde eller gasbrønde. Formålet med undergrundslagring er at forhindre CO2 i at frigives i atmosfæren og dermed reducere drivhusgasudledningen, der bidrager til klimaforandringer.

Nøglepunkter ved undergrundslagring inkluderer:

1. CO2-opsamling: Før CO2 kan lagres under jorden, skal det først opsamles fra kilder som kraftværker eller industrianlæg. Dette kan gøres ved hjælp af teknologier som kuldioxidfangst.

2. Transport: Efter opsamling skal CO2 transporteres til det sted, hvor undergrundslagringen vil finde sted. Dette kan involvere rørledninger eller anden transportinfrastruktur.

3. Injektion: CO2 injiceres i dybe geologiske formationer, hvor det forsegles og forbliver fanget under jorden. Dette kræver nøjagtig viden om geologien på stedet og passende sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre lækage.

4. Lagringssted: Potentielle lagringssteder omfatter dybe saltvandsreservoirer, udtømte olie- og gasbrønde eller geologiske formationer som sandsten og kalksten, der kan fungere som naturlige fælder for CO2.

5. Overvågning og sikkerhed: Overvågning af lagringssteder er afgørende for at sikre, at CO2 forbliver under jorden og ikke udgør en risiko for miljøet eller menneskers sundhed. Dette inkluderer overvågning af tryk og CO2-distribution i reservoirer.

Undergrundslagring er en af de teknologier, der anvendes som en del af bestræbelserne på at reducere CO2-udledninger og bekæmpe klimaforandringer. Det er en del af en bredere strategi for kuldioxidhåndtering, der også omfatter teknologier som kuldioxidfangst og anvendelse (CCU), hvor CO2 bruges som en ressource, og kuldioxidfangst og lagring (CCS), hvor CO2 lagres permanent under jorden. Disse teknologier er vigtige for at opfylde klimamål og begrænse den globale opvarmning.

FN’s Økonomiske Kommission for Europa (UNECE) er en af ​​FN’s regionale kommissioner, der fokuserer på at forbedre økonomiske forbindelser mellem europæiske lande og fremme samarbejde om bæredygtig udvikling. Blandt dens forskellige publikationer er dokumentet om Integreret Livscyklusvurdering af Elektricitetskilder, der giver omfattende emissionstal for forskellige metoder til elektricitetsproduktion.

Antal: 4 globale emissionsfaktorer.

FN’s Rammekonvention om Klimaændringer (UNFCCC) er en grundlæggende traktat, der har dannet grundlag for en juridisk ramme og principper for internationalt samarbejde om klimaændringer for at stabilisere atmosfæriske koncentrationer af drivhusgasser. UNFCCC giver retningslinjer og data til beregning og rapportering af emissioner forbundet med forskellige energikilder, herunder brændstofforbrug og elektricitetsproduktion.

Antal: 434 emissionsfaktorer for Canada.

Vedvarende energi, også kendt som bæredygtig energi, er energi, der genereres fra naturlige ressourcer, der fornyer sig selv kontinuerligt og ikke udtømmes ved brug. Disse energikilder er miljøvenlige, da de ikke udleder skadelige drivhusgasser eller forårsager forurening i samme omfang som ikke-vedvarende energikilder som fossile brændstoffer. Vedvarende energi spiller en central rolle i kampen mod klimaforandringer og opretholdelsen af en bæredygtig energiforsyning. Nogle almindelige former for vedvarende energi omfatter:

1. Solenergi: Solceller og solfangere omdanner sollys til elektricitet og varme. Solenergi er en af de mest udbredte former for vedvarende energi og kan bruges til at generere elektricitet i både store solcelleparker og på individuelle hustage.

2. Vindenergi: Vindmøller udnytter vindens kinetiske energi til at generere elektricitet. Vindenergi er en hurtigt voksende energikilde og anvendes i store vindmølleparker over hele verden.

3. Vandkraft: Vandkraft udnytter strømmen af vand i floder eller dæmmede reservoirer til at producere elektricitet. Det omfatter både store vandkraftværker og mindre, decentraliserede vandkraftanlæg.

4. Biomasseenergi: Biomasseenergi genereres ved forbrænding eller biokemisk forarbejdning af organiske materialer som træ, afgrøder og affald. Denne energikilde omfatter også biogas og biodiesel.

5. Geotermisk energi: Geotermisk energi udnytter varmen fra jordens indre for at producere elektricitet og varme. Dette gøres ved at bore dybe brønde og udnytte geotermiske varmekilder.

Fordelene ved vedvarende energi inkluderer reducerede drivhusgasemissioner, lavere luftforurening, bæredygtig energiforsyning og forbedret energisikkerhed. Vedvarende energi spiller en afgørende rolle i overgangen til en mere bæredygtig energisektor og hjælper med at bekæmpe klimaforandringer ved at reducere afhængigheden af fossile brændstoffer.

WRAP leverer en omfattende database med udslipsfaktorer for fødevarer og drikkevarer i scope 3. De anvender en sammenhængende metode, der gør det muligt for virksomheder at måle og spore deres drivhusgasemissioner (GHG) i forsyningskæden. For at danne dette omfattende arkiv, syntetiserer WRAP oplysninger fra mange forskellige kilder, herunder akademiske publikationer blandt andre.

Antal: 621 globale emissionsfaktorer & for UK, Europa, Frankrig.

Et økosystem er et komplekst samspil mellem levende organismer (planter, dyr og mikroorganismer) og deres fysiske miljø (herunder jord, vand, luft og klima) inden for et bestemt geografisk område. Økosystemer fungerer som selvregulerende enheder, hvor organismer og miljø er tæt sammenknyttet og påvirker hinanden. Dette samspil skaber en bæredygtig balance, hvor energi og næringsstoffer cirkulerer, og økosystemet opretholder sin stabilitet.

Nøgletræk ved økosystemer inkluderer:

1. Biodiversitet: Økosystemer er normalt hjemsted for et mangfoldigt udvalg af organismer, der er tilpasset deres miljø. Dette omfatter alt fra mikroskopiske bakterier til store pattedyr, og mangfoldigheden af arter bidrager til økosystemets funktion og stabilitet.

2. Næringscyklus: Økosystemer indeholder en række næringsstoffer, der cirkulerer gennem organismer og miljø. Dette inkluderer kulstof, kvælstof, fosfor og mange andre elementer. Næringscyklussen er afgørende for vækst og overlevelse af organismer.

3. Energiflow: Sollys er den primære kilde til energi i de fleste økosystemer. Planter og alger bruger fotosyntese til at omdanne sollys til kemisk energi, og denne energi overføres gennem fødekæder, når organismer spiser hinanden. Dette resulterer i en energiflow gennem økosystemet.

4. Interaktioner: Økosystemer indeholder komplekse netværk af interaktioner mellem organismer, herunder rovdyr-bytteforhold, symbiose og konkurrence om ressourcer som føde og levesteder.

5. Sektorer: Økosystemer kan variere fra skove og ørkener til søer, floder, havområder og landbrugsområder. Hvert af disse områder har sine egne karakteristika og fungerer på forskellige måder.

6. Sårbarhed: Økosystemer kan være sårbare over for ændringer i miljøet, herunder klimaforandringer, habitatødelæggelse, forurening og invasive arter. Disse faktorer kan true økosystemers stabilitet og sundhed.

Bevarelsen af økosystemer og deres mangfoldighed er afgørende for at opretholde en sund planet og sikre menneskelig velstand. Økosystemer leverer tjenester som forsyning af rent vand, madproduktion, klimaregulering og rekreation. Bæredygtig forvaltning af økosystemer er afgørende for at bevare naturen og bevare dens bidrag til menneskers trivsel.